Ny udsigt

Så har jeg fået ny udsigt!

Der er ikke noget som en god udsigt ( det skulle da lige være en god indsigt.. men det hænger tit sammen). Nu kan jeg se ud over tagene i Aarhus midtby – jeg kan se kranerne på havnen og tårnet på Domkirken. Kort sagt – jeg er flyttet – igen.

Sådan er det somme tider, hvis man vælger at følge de muligheder, der opstår, og det har jeg altid haft det bedst med. Til tider har det givet mig problemer. Som til medarbejdersamtaler, hvor jeg er blevt spurgt: Hvor ser du dig selv om 5 år?. Selv om jeg godt har vidst at det ikke var det, de ville høre, har mit svar altid været: Det kan jeg da ikke vide. Jeg aner jo ikke hvad der sker de næste fem år.

De spændende skift i mit liv har altid været forbundet med synkronositet – meningsfulde tilfælde: at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.. og selvfølgelig at turde handle på det. Selvfølgelig har jeg en vis retning. Jeg ved godt, hvad jeg holder af at beskæftige mig med, og jeg prioriterer kreativitet, selvbestemmelse og frihed rigtig højt.

Men jeg er sandelig også åben over for muligheden for, at der kunne være arbejds/udfoldelses-områder som jeg slet ikke kender og aldrig har prøvet, som kunne være spændende og berigende… så selvfølgelig ved jeg ikke, hvad jeg laver om fem år, men jeg er sikker på, at det er sjovt!

Lige nu glæder jeg mig over min nye udsigt

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *