Mindfulness til dagligbrug

”Vi vil det hele. Vi tror vi kan det hele. Vi multitasker og er konstant på. Taler i telefon selv når vi går tur med hunden eller cykler på arbejde. Opdaterer vores facebook profil når vi er ude med vennerne eller når vi bliver gift. Og vi vil yde, præstere, ”performe” ud i det absurde. Alt imens vi går glip af det væsentlige.”

P8010002

Foto: Chris Nunan 

Vi går mere og mere op i bæredygtighed i vores ydre hverdag. Økologiske varer, bæredygtig i produktionsleddet, grøn energi, genbrug. Men hvad med os selv og vores ”indre bæredygtighed”.

For rigtig mange år siden – da jeg først lærte at meditere gjorde det et uudsletteligt indtryk på mig.

Jeg husker hvordan jeg dagen efter sad i bussen på vej til Journalisthøjskolen, hvor jeg gik dengang. Jeg kiggede ud ad vinduerne på husene i Knudriisgade i Århus, en udsigt som jeg så næsten dagligt fra bussen, og så havde jeg denne helt nye tanke i mit hoved: Dette kan ingen tage fra mig. Uanset hvad der sker i mit liv, kan jeg altid fremover gå ind i denne meditative tilstand og derfra blive bedre til at klare de bump, der måtte være på min vej.

For mig ligger de som perler på en snor. De øjeblikke i mit liv, hvor jeg pludselig har haft en indsigt – en erkendelse – om mig selv, om tilværelsen som sådan, og jeg kan som regel huske tydeligt, hvor jeg var. En slags indre snapshot.

Dette var så min første erkendelse af vigtigheden af meditation.

Dengang var det anset som ret mystisk. Der var stadig kun få forskningsresultater – om end de var der – og meditation havde endnu ikke fundet indpas i hverken erhvervsliv eller aftenskolekurser.

Mindfulness – meditation på åndedrættet og træning i at være tilstede og nærværende, hvor man er, har i høj grad været med til at nedbryde fordomme om meditation. Det har medvirket til på en gang gøre meditation til hvermands-eje og til en praksis, hvis effekt accepteres i det etablerede system  – i en sådan grad, at man fremover kan få en universitetsuddannelse i Mindfulness.

Og aldrig har der været mere brug for det. Vi vil det hele. Vi tror vi kan det hele. Vi multitasker og er konstant på. Taler i telefon selv når vi går tur med hunden eller cykler på arbejde. Opdaterer vores facebook profil når vi er ude med vennerne eller når vi bliver gift. Og vi vil yde, præstere, ”performe” ud i det absurde. Alt imens vi går glip af det væsentlige.

Mindfulness træning er ikke bare meditation, det er også træning i at gå når man går. Skrælle gulerødder når man skræller gulerødder. Gå off-line. Give sig selv pauser.

Og så sker det fantastiske: vi får overskud i stedet for underskud. Vi begynder at være til stede. Vi kommer tilbage til os selv.

Prøv det!

http://dorisbeltoft.dk/aktuelt/

 

Er du en “innie” eller en “outie”?

Ekstrovert eller introvert? Det handler om, hvor man henter sin energi, og det er en god idé, at vide, hvad man er, hvis man vil undgå unødig stress – især, hvis man er introvert.

 

Vi lever i en ekstrovert verden. Sikkert fordi, der er flere ekstroverte, end der er introverte, så den ekstroverte synsvinkel har fået lov til at definere normalen.

Ja ikke bare normalen. Men også det attraktive. Med amerikansk forbillede ser vi op til folk, der er gode til at ”være på.”  Folk der er hurtige i replikken, udadvendte, gør opmærksom på sig selv.

At være introvert er et medfødt personlighedstræk, og ikke en defekt. Det er alt for mange tolkninger opstået af manglende forståelse, og set fra et ekstrovert synspunkt, hvor de introverte kendetegn mistolkes som generthed og usikkerhed og hvor den medfødte eftertænksomhed og tilbageholdenhed kommer til at betyde, at man aldrig får et (klogt) ord indført, fordi ens ekstroverte omgivelser går ud fra, at man ikke har noget at sige, fordi man – i modsætning til dem – har brug for at tænke før man taler.

Og hvad er så de introverte kendetegn? Ja, her er nogle typiske eksempler, med det forbehold, at ingen mennesker – heller ikke introverte – er ens.

Vi tænker før vi taler

Vi undgår menneskemængder og søger fred og ro

Vi ser en situation an før vi kaster os ud i den.

Vi er mindre ekspressive/højrystede end ekstroverte.

Introverte og ekstroverte mennesker er udstyret med forskellige filtre i forhold til, hvordan de oplever verden. Det er derfor de opfører sig forskelligt og har forskellige præferencer. Der er forskel på hjernebanerne hos intro´er og ekstro´er og der er forskel på neurotransmitternes vej (bl.a. dopamin) gennem hjernen.

Disse forskelle manifesterer sig i den afgørende forskel på introverte og ekstroverte – og selve den måde, hvorpå man definerer, hvem der er hvad. Nemlig hvor vi henter vores energi.

Ekstroverte henter energi i den ydre verden: Kontakt med andre mennesker, aktiviteter og masser af indtryk efterlader dem veloplagte og veltilpasse og med opladede batterier.

Introverte henter energi i den indre verden: Stilhed, eftertænksomhed, ensomhed efterlader dem veloplagte og veltilpasse og med opladede batterier.

Psykologen Marti Olsen Laney, som har skrevet flere bøger om introversion bruger det billede, at ekstro´er er udstyret med solpaneler, som bliver opladet ved en ydre kilde. Intro´er er udstyret med genopladelige batterier, som de oplader inden i sig selv.

Det betyder ikke, at intro´er ikke kan nyde andres selskab, og at ekstro´er ikke kan nyde at være alene. Men det er ikke der, de får deres energi fra. Tværtimod forbruger intro´er energi når de er selskabelige eller i udveksling med andre, ligesom ekstro´er gør det, når de er alene. Så skal man holde sin energibeholdning nogenlunde konstant, og undgå at blive drænet, er man nødt til at forholde sig til, hvor man henter sin energi.

Du kan teste dig selv her hos I Form:

http://iform.dk/velvaere/test-er-du-introvert-eller-ekstrovert